Frie Bønder Levende Land bakker op om EU’s afvisning af lempeligere krav til ammoniakudledning.

I et åbent brev til EUs miljøkommissær Karmenu Vella bakker formanden for Frie Bønder Levende Land op om kommissærens afvisning af Miljø- og Fødevareministerens anmodning om lempeligere krav til reduktion af dansk landbrugs udledning af ammoniak.
Vi vil gerne takke Vella for ikke at falde for Miljø- og Fødevareministerens ønske om reduktion af de vedtagne krav til nedsættelse af udledningen af ammoniak fra landbruget. Det er nemlig ikke det naturen, miljøet og landbruget har brug for, siger foreningens formand Hans Jørgen Nygaard.
Nygaard undrer sig over, at man ikke lytter til, hvad forskerne siger om ammoniakudledning fra landbruget, nemlig at målsætningen om en reduktion på 24 pct. inden 2020 er nødvendig
Vi ved udmærket godt, at det kan være hårdt for enkelte danske landmænd at skulle opfylde disse krav. Men vi må bare erkende, at vi er omgivet af meget hav, har mange vandløb og søer, og vi har verdens mest intensive landbrug, siger formanden. Derfor gør det lidt mere ondt på danske landmænd, at skulle opfylde kravene. Det svarer til at skulle bremse bilen, når du møder en forhindring. Det er nemmere at bremse ned til 80 km/t, når du kører 90 end når du kører 130. Store danske landbrug har kørt endog meget stærkt meget længe. Nu må de bremse lidt op, siger Hans Jørgen Nygaard, der understreger, at det er bydende nødvendigt at både landbrug, industri og husholdningerne beskytter miljøet gennem ændret adfærd.

Dette indlæg blev udgivet i Pressemeddelelser og tagget . Bogmærk permalinket.