Frie Bønder forlanger at høring om nye gødskningsregler skal gå om.

Kan man pludselig ændre i det høringsmateriale man har sat i høring midt i en høringsperiode? Det mener man ikke i Landsforeningen Frie Bønder – Levende Land.

Som et led i regeringens store Landbrugspakke, satte NaturErhvervstyrelsen  den 22. december 2015 ”strategisk miljøvurdering vedr. ændrede gødskningsnormer” i høring. Høringsfristen er den 17. februar 2016. I høringsmaterialet indgår ”Miljørapport for Forslag til plan om ændrede gødskningsnormer”, som er baseret på en teknisk rapport fra Aarhus Universitets Nationalt Center Miljø og Energi ”Revurdering af Baseline”. Denne rapport blev imidlertid dog først offentliggjort den 8. januar 2016, dvs. mere end to uger inde i høringsfasen.

Vi forlanger, at høringen går om, siger foreningens formand Hans Jørgen Nygaard, Dybvad. Det er ikke rimeligt, at man ikke har det rigtige høringsmateriale til rådighed fra start. Derfor skal hele processen gå om eller i det mindste, skal høringsfristen forlænges med minimum 2 uger.

Desuden undrer formanden sig over, at SEGES, som er en del af Landbrug og Fødevarer, har haft adgang til høringsmaterialet før alle andre.  Det  er stærkt bekymrende, at enkelte høringsberettigede får fortrinsstilling.

Frie Bønder – Levende Land har fremsendt sin klage til både Miljø- og Fødevareministeren og til Folketingets Ombudsmand.

Formand Hans-Jørgen Nygaard

Formand Hans-Jørgen Nygaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.