Nyt dyrevelfærdsmærke er en blåstempling af industrielt husdyrhold.

Hos landsforeningen Frie Bønder – Levende Land tager man stærkt afstand fra, at regeringen vil lancere et nyt mærke på bl.a. svinekød, der skal fortælle om hvilke krav til dyrevelfærd dyret er opdrættet under. Mærket bliver gradueret i tre niveauer, hvor tre stjerner står for høj dyrevelfærd, to stjerner for lidt mindre og en stjerne for mindre endnu, men stadig over minimumskravene i lovgivningen. Mærket vil i første omgang bruges på svinekød, men det vil senere blive udvidet til andre dyrearter

Formand Hans-Jørgen Nygaard

Formand Hans-Jørgen Nygaard

- Det er fuldstændig uhørt med et mærke til industridyr, siger Frie Bønders formand Hans Jørgen Nygaard, Dybvad. Det er blot en blåstempling af industrielt husdyrhold, hvor dyrene som hovedregel lever under tvivlsomme forhold. Industrisvin skal fremover kunne få en velfærdsstjerne, hvis de får lov at beholde halen. Formanden peger også på den industrielle kyllingeproduktion, hvor kyllinger opdrættes i store stalde på kun 35 dage. – Kan det kød virkelig mærkes omkring dyrevelfærd?, spørger næstformanden.

Frie Bønder – Levende Land mener også, at det vil stille større krav til slagterierne, idet de skal forholde sig til endnu et mærke. Det kræver ekstra arbejde, som vil fordyre slagtningerne. Samtidig vil det i højere grad forvirre forbrugerne, når de skal forholde sig til endnu et mærke ud over ø-mærket og mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”, siger Hans Jørgen Nygaard. – Vi ønsker færre og ikke flere mærker på vores fødevarer.

Frie Bønder er ikke et øjeblik i tvivl om, at regeringens tiltag er kommet i stand for at blåstemple den i forvejen økonomisk hårdt pressede konventionelle svineproduktion. Det virker blot som et røgslør for, hvad der virkelig foregår ude i staldene. – Men når både en forbrugerorganisation (Forbrugerrådet Tænk), en dyrevelfærdsorganisation (Dyrenes Beskyttelse), en supermarkedskæde (COOP) og en landbrugsorganisation (Frie Bønder – Levende Land) tager afstand fra mærkningen, bør regeringen lytte og trække forslaget tilbage, slutter Nygaard.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.